Lokal honning. Navnet fremmaner et billede af bier, der fodrer med blomster i lokalområdet og vender tilbage til deres bistader for at producere lokal honning, der sælges på det nærmeste marked.
Alt er i harmoni, alt er lokalt: biavleren, blomsterne, bistaderne, markedet. Det er som en drøm.
Det var i hvert fald en drøm for nogle biavlere i Brooklyn, New York, indtil den en dag blev knust.
I 2010 begyndte biavlere i Red Hook-området i Brooklyn at bemærke en lysende lysende rød væske i deres honningkager.
Det knaldrøde stof, der lignede hostesaft, blev produceret af bierne. Desuden smagte det ulækkert.
Bierne vendte tilbage til bistaderne med et lysende rødt stof, der glødede gennem membranen i deres maver.
"Jeg troede, at det måske kom fra et eller andet mærkeligt træ," siger Cerise Mayo, en af biavlerne, til The New York Times.
Nogen foreslog i spøg, at bierne måske brød sig med affald fra Dells maraschino-kirsebærjuicefabrik på den anden side af bugten.
Mayo nægtede at tro på det. Hvorfor skulle bierne flyve en kilometer væk, over Hudson-floden bare for at spise kirsebærjuice, når de havde alt at fodre med lige på hendes gård.
Prøver af den lyse røde sirup blev sendt til en ekspert til analyse. Resultaterne var forbløffende.
Sirupsprøverne var fulde af Red Dye No. 40, det samme madfarvestof, der blev brugt i... maraschino kirsebærjuice fra fabrikken.
Bierne nærede med andre ord det klæbrige søde affald fra kirsebærsaftfabrikken.
"Bier vil fouragere fra enhver sød væske i deres flyvevej i op til tre miles," sagde Andrew Cote fra New York City Beekeepers Association.
Alligevel var affald fra en kirsebærjuicefabrik ikke den eneste søde væske i området.
Et kæmpe busservicedepot et kvarter væk var fyldt med transmissionsvæske og frostvæske. Begge væsker indeholder ethylenglycol, et sødt, giftigt kemikalie.
Kunne det være muligt, at bierne også fodrede med giftige kemikalier fra depotet? Ingen ved.
Lokal honning er en fantastisk ting... hvis du bor i et bjerg eller en skov langt væk fra huse, fabrikker og bebyggede områder.
Men lokal honning i en by, fra bistader i haver og på toppen af høje bygninger? Beliggende i nærheden af skraldespande, fabrikker og biler? Hvem ved, hvilket sødt stof bierne lever af?
Ernærer de sig af øl, der er spildt på gaden? Snesjap? Kasseret juice i nærheden af skraldespande? Seekh kebab sød chutney smidt i nærheden af restauranter? Bremsevæske? Frostvæske?
For at honning kan blive certificeret økologisk, skal der være en 3-5 mils udelukkelseszone omkring bistaden, hvor der ikke er kemikalier.
Det betyder ingen huse, ingen fabrikker, ingen gader, ingen restauranter, ingen biler, ingen busser, ingen kunstige pesticider og ingen kunstgødning.
Det er derfor, der ikke produceres økologisk honning i England. Det er svært at få 3-5 mile udelukkelseszonen i England.
Når det er sagt, er det vigtigt at huske, at den røde Brooklyn "honning"-historie var et ekstremt eksempel. Det betyder ikke, at al lokal honning er skadelig for dig.
De fleste lokale honningproducenter er biavlere, der brænder for bier og honning. Hvis det ikke var for dem, ville kommercielle sukkerfodrende honningproducenter have mættet markedet.
Lokal honning slår supermarkedshonning uden tvivl.
At købe rå økologisk honning er den eneste måde at garantere, at den honning, du indtager, er fri for kunstige kemikalier.
2 kommentarer
Bier vil konsekvent fouragere ud til 5+ miles. De vil ikke samle glykol. Og enhver, der har bier som hobby, sidelinje eller kommerciel foder med sirup, bare fordi de får sirup, betyder det ikke, at honningen er forurenet af det. Bee vil gå til nektar før noget andet, indtil en mangel starter, så rammer de kilder som i denne artikel, og kilden skal være stor og vil faktisk gemme dem i kammen. Som biavler siden jeg var 7 og kommerciel bestøver det meste af mit voksne liv finder jeg denne artikel meget vildledende for alle, der ikke allerede kender bier. Og hele den økologiske honning-ting er løgn, der er ikke sådan noget.
JazakAllah Khayran for så vigtig information